<

Unghestechampionat: Daniel Bachmann Andersen kan sit kram15-03-2026 - 18:37

Tekst og fotos: Jytte Lemkow

 

Dansk Varmblods hingstekåringer byder på utallige oplevelser i form, kåringer, konkurrencer, opvisninger og meget, meget mere, og man kan jo kun være ét sted ad gangen.

 

For mig er det “must” søndag morgen at se anden del af fremmedrytterne i Blue Hors Unghestechampionats finaleklasser. Den ære, eller det job, har Daniel Bachmann Andersen snart haft i en del år. Den bedste del af de oprindelige 51 femårige startende dressurheste er forud for dette først på ugen blevet vist frem af deres egne ryttere. 

 

Det er en udsøgt fornøjelse både at se måden, han griber opgaven an på rent fysisk, men også at høre hans kommentarer til hvad han føler, og hvad han gør. Det er altid på hestens præmisser, og han er lynhurtig til at føle sig ind på den unge hest. Det er hver gang lige forbløffende, hvor hurtigt han kan ændre fx hestens mulighed i bevægelsen, ligeudrette den, eller hvad der ellers lader sig rette eller forbedre, hvis det overhovedet er nødvendigt. Man skal heller ikke glemme, at mange af disse ofte dejlige unge heste i dagligdagen rides af professionelle ryttere.

 

Glem ALT om den kritik, ridesporten har været igennem. Daniel Bachmann Andersen, som har en professionel tysk beridereksamen bag sig, har i snart mange år også hørt til på det danske elitelandshold, og var bl.a. på Vayron med på det sølvvindende dressurhold ved OL i 2024.

 

Her i Herning startede han også den lovende Flash Gordon, en 12-årig vallak efter Fidermark Donnerhall i de to 5* Grand Prix-klasser, hvor han i begge klasser besatte en flot fjerdeplads efter de tre stærke kvinder: Cathrine Laudrup-Dufour, Isabell Werth og Isabel Freese.

 

Hos Daniel Bachmann Andersen søndag morgen var den sorte hingst Jackson M efter Jovian - Fürstenball den absolut bedste hest, og fik maksimum karakter 10 i både ridelighed og kapacitet. Men i det samlede resultat, hvor egenrytterne jo også er medregnet, hed vinderen: Evo Ivy Blue efter Iron - Fürst Heinrich, både opdrættet hos og stadig ejet af Stutteri Evo ApS, og redet af Anne-Mette Strandby Hansen.

 

Den imponerende Jackson M, som er opdrættet af Sanne Mathiasen og ejet af Helle Emborg Bonnelycke, besatte en samlet andenplads.

 

Som nr. tre i det samlede resultat fulgte vallakken Versace Gold efter Vitalis - Blue Hors Zack, som både blev redet af og er ejet og opdrættet hos Karin Nielsen.

 

Det skal blive spændende at følge disse dejlige ungheste, hvis de bliver på dansk jord, og hvis de bliver i dressursporten, og måske se, om en eller flere af dem magter at gå hele vejen til Grand Prix, hvis det er det, der er målet.
 


 

Jeg beklager meget, at disse artikler først bliver lagt på nettet i dag, selv om de er skrevet i sidste uge. Min computer brød sammen, og det har taget lang tid at skaffe en ny og få alt det nødvendige installeret.

Jytte Lemkow

 

 

<