Læs første og andet blogindlæg fra EM i dressur her.
 
Af Hans-Christian Matthiesen
 

Dag 3

Opvarmning til mesterskaber og hvordan forbereder man sig som official eller dressurdommer.

Ofte kommer invitationen til at skulle fungere som dommer ved et stort mesterskab i god tid, så man har mulighed for at forberede sig.  De fleste af dem, der deltager på officialsiden, har alle god erfaring fra andre mesterskaber eller fra andre store stævner, hvor der kan være mere eller mindre pres på.  Presset kan stamme fra dem, der umiddelbart er en del af konkurrencen, nemlig ryttere, trænere, hesteejere og andre officials. Men presset kan også komme fra for eksempel arrangører, og sidst men ikke mindst så kan det komme fra tilskuere og fans (og kritikere) på stadion, men også folk, der ser med online og på sociale medier. 

Det er alt sammen noget, man skal være forberedt på som official eller dressurdummer, og det er i hvert fald noget, man skal have gjort sig nogle tanker om. Man får ikke nogen ’uddannelse’ i at håndtere sociale medier eller kritiske spørgsmål fra journalister. Der er altid officielle pressemøder, men det er sjældent her, der bliver stillet kritiske spørgsmål. 

De andre år har jeg sørget for at dømme næsten alle konkurrencer inden mesterskabet for at have dømt mest muligt. Men det har i år været en lille smule anderledes. Dels har jeg haft travlt med mange andre gøremål. Dels har jeg pænt sagt ’nej tak’ til en del invitationer. Her iblandt også store meget prestigefyldte konkurrencer. Der ligger flere ting i det. Jeg har været og er stadigvæk meget beskæftiget og deltager stadigvæk meget aktivt i diskussioner omkring forbedring af hestevelfærd i konkurrencer. Og jeg har af gode grunde ikke haft tid til det. Men der har også været situationer, hvor jeg har tænkt, at vi ikke er i mål endnu og der er der endnu ikke sket ændringer nok til at fortsætte med det setup, som vi har den dag i dag. 

Men de fleste af mine kolleger er godt forberedte. De har dømt rigtig meget. De har set mange af kombinationerne. Og jeg møder op med en lidt anden tilgang til det, end jeg har haft ved tidligere mesterskaber. Og måske også med et håb om, at vi som dommere kan være med til at sætte vores aftryk. Eller som andre måske vil sige og beskrive det som ’at stå ved vores ansvar’. At få skabt et indtryk, der sender et klar signal om, hvilken retning vi gerne ser, at dressuren skal gå.  

Nu er det jo ikke sådan, at det bare alene er op til dommerne at bestemme i hvilken retning, træning af heste og formen til konkurrencer skal være. For det er der mange holdninger til. Det er jo i lige så høj grad op til alle andre, der deltager i konkurrencer. Det er måden, der bliver trænet på. Måden hestene bliver forberedt til sådan en konkurrence på. Langt det meste af arbejdet eller træningen sker derhjemme. Det er jo kun en lille bitte fraktion, som vi ser som dommer. Ud af én dags motion er det jo kun fem og et halvt minut, vi ser inde på konkurrencebanen. Der har vi selvfølgelig mulighed for at give vores mening til kende. 

Mange af jer, der har fulgt med, har måske også lagt mærke til, at der er sket en ændring i måden at dømme på. I hvert fald inden for det sidste års tid. Det har været lidt op og ned. Og nogle gange har det måske været svært at se den røde tråd i bedømmelserne. Men når nye retningslinjer ikke kommer centralt fra, så bliver bedømmelserne, som de er nu. Op og ned. Måske får man ikke de samme procentsatser som før, når nu bestemte fokusområder hos dommerne er skærpet. Nogle føler, at de skal gøre noget nu - ændre noget - sætte en fod ned. Eller markere en eller anden form for forandring. Og det er også lykkedes i en vis grad. 

For mig selv så startede det til konkurrencerne ved hingstekåringen i Herning. Hvor jeg tænkte, at nu bliver jeg nødt til at dømme, som jeg underviser på dommerkurser og ikke prøve at sidde og tage hensyn til alle mulige andre forhold, som jeg ved, at jeg som dommer bliver bedømt på. 

Dressurdommere bliver ’målt og vejet’ efter hver en karakter og hvert et stævne. På alle fronter. Fx i forhold til om jeg er nationalistisk i min måde at dømme på. Om jeg tilgodeser en vis form for ridning. Eller ignorerer en anden form for ridning eller træning. Hvis jeg helt teknisk er for skrap i forhold til en bestemt øvelse. For eksempel piaffe eller galoppirouetter. Så bliver jeg også målt på det. Det er minutiøst. Og det, synes jeg faktisk, er rigtig godt og sundt for systemet. Men det kan også virke som en kæp i forandringshjulet – hvis det fratager initiativet!

Det har været varmt i dag. Der er mange tekniske aspekter, som skal styres fra min position som dommer ved C. Men jeg har god og rutineret hjælp. Den sidste del af beslutningen er min alene. Sådan er jobbet. Jeg er meget selvkritisk og bruger megen tid på at analysere, sikkert for meget ville nogen sige.

Vi er nu midt i Grand Prix-klassen, den ene halvdel er overstået. Det endelige resultat er og vil altid være et resultat af ’samarbejdet’ mellem de syv dommere. Vi er et team. Vi har nogen gange forskellige holdninger og placeringer, som gør, at resultatet ikke altid bliver så ’renskuret og ensartet’, som vi kunne ønske os. Men sådan er livet og dynamikken inde på dressurbanen.