< Tilbage

Dressur i verdensklasse med dansk triumf i Herning23-10-2026 - 10:21

Tekst: Jytte Lemkow

 

Nogle rejser til Bayreuth for at høre en speciel Wagnersanger synge ved Festspielene der. Andre rejser til New York for at se en af ballettens verdensnavne fra New York City Ballet danse i en Balanchine-opsætning, og så er der en som mig, og sikkert mange andre, der tager til World Cup-kvalifikationen i Herning, med det hovedformål at se Cathrine Laudrup-Dufour ride Mount St. Johns Freestyle i de to sværeste dressurklasser. At jeg og mange med mig så i tilkøb generelt fik rigtig god dressur at se, ikke mindst fra Cathrines to holdkammerater fra verdensmesterskaberne i Aachen: Daniel Bachmann Andersen og Nadja Aabo Sloth, gjorde kun dagene i Herning ekstra interessante.

 

Apropos verdensmesterskaberne i Aachen; lige så imponerende opsætningen var, og den kendsgerning at hele 92 ryttere fra alverdens nationer var til start i Grand Prix, lige så dårligt så man som tilskuer og især presse, da dressurbanen var alt for langt væk, og hestene synede nærmest som

miniaturefigurer.

 

Ved et indendørs ridestævne er man som tilskuer dejligt tæt på og kan se

alle de mindste detaljer, hvilket yderligere talte for at begive sig til Herning med de flot anlagte ridebaner især i Boxen, men også i Hal M.

 

Starterfeltet i FEI World Cup-klasserne Grand Prix og Grand Prix Kür, var behagelige 14, fordelt med fem danske, tre tyske, to svenske, og hver en fra henholdsvis Holland, England, Grækenland, og USA. Så værtslandet Danmark var stærkt repræsenteret og tilmed med de tre bedste fra holdet ved verdensmesterskabet 2026 i Aachen: Cathrine Laudrup-Dufour, Daniel Bachmann Andersen og Nadja Aabo Sloth alle med hver sin VM-hest.

 

Cathrine var på den nu trods alt 17-årige hoppe Mount St. John Freestyle næsten i særklasse og vandt overlegent både den indledende Grand Prix, og den spektakulære Grand Prix Kür med henholdsvis 82,413% og 90,0%. I Küren med hele 96% i den kunstneriske del. Det er så tæt på idealet, som det næsten kan være, og det er så smukt, at man næsten får gåsehud. Parrets store styrke er, at det, de udfører, ser så legende let ud, og at de begge ser ud til at nyde det; Freestyle med ørerne konstant fremme, selv om der virkelig forlanges nogle meget svære øvelseskombinationer af den. Og så er alle tre gangarter rene og naturlige med en særdeles dejlig fri trav - og betænk hoppens alder.

 

Cathrine og “Free”, som den kaldes blandt venner, lagde direkte ud i en flot passage afbrudt af en piaffe med seks trin, inden der drejes i en halvpirouette i piaffe og derefter tilbage i passage. Så er niveauet ligesom lagt! Den ene svære øvelsekombination efter den anden fulgte smukt og fejllfrit. Kun i changementerne for hvert andet galopspring indløber der en fejl, men de gentages på “jokerlinjen” fejlfrit, så det bliver ikke en samlet negativ karakter. Man sad tilbage med fornemmelsen af at have oplevet noget helt særligt. Dressur på allerhøjeste niveau, og det endda af en dansk rytter. Det, Cathrine og Freestyle præsterer, er bare så smukt. Det er ridekunst!

 

Med sine sejre i Herning rykkede Cathrine igen op på FEI’s verdensrangliste for dressurryttere som nr. 1. Det er helt vildt, og det er en dansk rytter. På andenpladsen i begge World Cup-klasser fulgte med behørig afstand hollandske Marieke van der Putten, som er en velrenommeret hollandsk holdrytter, og som bl.a. red ved VM i Herning i 2022 på hesten Titanium. Hun er uddannet hos Edward Gal og Hans Peter Minderhoud, hvilket får tankerne tilbage på netop disse to rytteres ekstreme måder at træne på - men det er fortid.

 

I Herning red hun den 12-årige hoppe Zantana RS2 Old N.O.P. En yndig sort hoppe efter Zonick med tre korrekte og graciøse gangarter, hvor især den frie trav var bemærkelsesværdig. Intet ser ud til at falde den svært, men piafferne er lidt fremadgående, og skal man være kritisk, så er passagen lidt staccato. Sværhedsgraden i Küren var tydelig mindre end Cathrines og Frees med meget traditionelle linjeføringer. De opnåede i Grand Prix 75,957%, og i Küren 86,235%.

 

På tredjepladsen i Küren fulgte, igen med stor afstand, svenske Maria Von Essen på den 14-årige vallak Invoice efter Jazz. I min optik er det en hest, som i alle øvelser mangler lidt mere energi bagfra med bedre antrukne bagben. Men den er lydig. En øvelse, som må være svær, men som lykkedes perfekt, var changementer for hvert andet galopspring direkte fulgt af changementer for hvert galopspring på diagonalen. De opnåede i Grand Prix en fjerdeplads med 75,217% og i Küren en tredjeplads med 81,475%.

 

På tredjepladsen i Grand Prix med 75,652%, men desværre kun på fjerdepladsen i Kür med mindst mulig margin til tredjepladsen på 0,250%, fulgte Daniel Bachmann Andersen med 81,225% på den 12-årige Flash Gordon. Uden at være forblændet af Dannebrog i øjnene har jeg svært ved at forstå, at Flash Gordon, som har langt bedre antrukne og aktive bagben end Invoice, ikke også i Kür fik en tredjeplads. Men sådan er dressur!

 

Hvor har den udviklet sig, Flash Gordon, til en rigtig superatlet, samlet majestætisk og “op ad bakke”. Den rides ind i en flot passage, og lægger ud med en hel pirouette i piaffe — sådan! Desværre changerer den helt til slut i den frie galop, og det kostede den tredjepladsen.Såvel i Grand Prix som i Kür fulgte Nadja Aabo Sloth på den nu 13-årige Favour Gersdorf, som hun købte allerede som 2,5-årig og sammen har de “gået” hele vejen til værdsat Grand Prix-hest med en holdbronzemedalje ved VM i Aachen i år som foreløbigt højdepunkt. Også Favour Gersdorf har udviklet sig enormt til en superatlet, men generelt kunne man godt ønske sig lidt bedre antrukne bagben og en rytter, som var mere diskret i sin hjælpegivning fx til changementer, som bl.a. vises i 15 changementer på knækket spor. 

 

En af højdepunkterne var en satsende fri galop efterfulgt af en dobbelt pirouette, hvoraf den anden drejning var i piaffe.

Såvel i den indledende Grand Prix som i Kür opnåede Nadja og Favour Gersdorf en flot femteplads med henholdsvis 74,500% og 80,545%.

 

Også sjettepladsen blev besat af en dansk rytter, Alexander Yde Helgstrand på 13-årige Inspiration, som sammen har stor rutine bag sig lige fra juniorklasserne. Sammenlignende med de bedste er Inspiration ikke helt så “letfodet”, koreografien heller ikke helt så svær som deres, og så indløb der en lille fejl i changementerne for hvert galopspring både i første forsøg og da de gentages på jokerlinjen. I alt opnåede de 77,770% i Kür og i Grand Prix var det blevet til en 10. plads med 70,065%. 

 

Yderligere en dansk rytter var til start i FEI World Cup’en, nemlig Karoline Rohmann med den 17-årige hingst Jakas Don Louvre. Det blev i Grand Prix til en 11. plads med 69,718%, og en fin niendeplads i Kür med 76,055%. Karolines Kür indeholdt ikke samme sværhedsgrad som toprytternes, men den forløb uden øvelsesfejl, og med bl.a. ti fejlfri changementer for hvert andet galopspring på buet spor, og 20 fejlfri changementer for hvert galopspring ligeledes på buet spor.

 

Mon ikke Cathrine Laudrup-Dufour satser stærkt på at kvalificere sig til FEI’s World Cup-finale, som finder sted næsten i nabolaget i påsken i Göteborg den 24. til 28. marts 2027?

 

Da World Cup-konceptet blev søsat i 1985 sponsoreret af NASHUA med finale i 1986 var der en bil til vinderen, som var ingen ringere end Anne Grethe Törnblad (dengang Jensen) med Marzog. Nu er det cool cash rytterne rider om, og der er immervæk omkring 400.000 danske kroner til vinderen.


 

 

 

< Tilbage