< Tilbage

Succes i Odense25-11-2007 - 11:49

Odense Congress Center afholdt internationalt dressurstævne med rekordhøje præmier og stor sportslig succes.

Af Michelle Bager

Ved det store World Cup stævne i Odense vandt den tyske dressur dronning Isabell Werth Grand Prix Kür på Warum Nicht (79,55%).

På den efterfølgende pressekonference sagde hun:

- I dag gik det meget, meget bedre. Han var mere afslappet og vi havde kun en enkelt lille fejl. I dag reagerede han ikke på fotograferne og jeg kunne tage nogle flere chancer og virkelig ride igennem. I dag har jeg intet at beklage mig over.

Verdensstjernen roste også organisationskomiteen for deres fokus på præmierne til dressurrytterne.

- Jeg tror, det er første gang, jeg har oplevet, at der har været to biler og en minkpels i præmie ved en dressurkonkurrence. Det er virkelig dejligt, at I her sætter fokus på, at også dressurrytterne fortjener gode præmier. Vi kan ikke ride lige så mange stævner på vores heste, som springrytterne og det tager mange år at lave en god dressurhest. 

Andreas Helgstrand bakkede op:

- Det er det første stævne, jeg har oplevet, hvor dressurrytterne har fået endnu bedre præmier end springrytterne, sagde han.

Andreas Helgstrand blev nummer tre på Gredstedgaards Casmir med 77,15%.

- Det er Casmirs første indendørsstævne nogensinde. I dag var han virkelig med mig. Jeg ved fra træningen derhjemme, hvad han kan og hvilket potentiale han har, men man skal også kunne vise det, når man er ude. I dag var første dag, jeg kunne det, sagde han.  

På pressekonferencen blev der stillet spørgsmål til Andreas' musikvalg i Küren.

- Jeg er ikke til suppe, steg og is. Jeg synes, det er vigtigt, at det er musik jeg kan lide, og som fænger hos publikum. Før jeg skal i konkurrence, sidder jeg i stalden og høre musikken. Det giver mig en følelse af, at NU er jeg klar, Nu går jeg ind og fyrer den af, sagdr rytteren.

Svenske Jan Brink på Bjørsells Briar red sig ind på andenpladsen med 78,80%.

- Jeg havde en super god følelse inde i arenaen i dag. Publikum her er virkelig fantastisk og det var sjovt at ride i den gode atmosfære.

Nathalie zu Sayn Wittgenstein fulgte de gode takter fra Grand Prix'en op med en 4. plads med 76,10%.

- Han var lidt bedre i Grand Prix'en i går. Men Küren er også sværere og jeg har aldrig øvet denne Kür på ham, så han var nødt til at følge mig rundt i dag. Men jeg er meget tilfreds.

Kilde: JBK Horse Show

< Tilbage