Paradressurholdleder Lis Lihme fra Næstved hædret med Lis Hartels Mindepris.
Af Maria Evald
- Tænk, at jeg skulle have den pris!
Ligeså selvsikker Lis Lihme er på sit PL-dressurholds vegne, ligeså beskeden er hun med sig selv.
- Det er en ubeskrivelig ære, og jeg kan næsten ikke komme mig over at modtage den her pris. Det jo er rytterne, der skal hædres. Det er en enorm stor anerkendelse af den tid og det arbejde, jeg har lagt i denne fantastiske sport. At det netop er Lis Hartels Mindepris, jeg skal modtage, gør det ekstra dejligt. Jeg tænker nemlig ofte på Lis Hartels motto: Man kan, hvad man vil, og gør det, og det er jo netop kernen i handicapridningen, lyder det fra en rørt Lis Lihme under danmarksmesterskaberne på Broholm.
Livsbekræftende job
Lis Lihme blev formand for handicapudvalget i 1995 og har siden da været en nøgleperson i paradressursport. Også internationalt er Lis Lihme anerkendt for sit utrættelige og altid positive væsen. På spørgsmålet, hvad der driver hende, svarer hun prompte:
- Disse mennesker er så livsbekræftende at være sammen med. Jeg bliver altid opladet, når jeg er sammen med dem. De er fantastiske.
Lis Lihme er uddannet kommuneassistent i Bjerringbro Kommune, men meget af hendes arbejdsliv har hun viet til at passe børn. Hun og hendes nu afdøde mand har haft i alt 14 plejebørn. En af dem bor stadig hjemme.
Sølvfadet skal nu hjem og hænge i stuen. Her lover Lis Lihme at være flittig med pudsekludsen, så det kan være fint til næste år, hvor det skal videre til en ny person, der har gjort en ekstraordinær indsats for dressursporten.
Prisen
I samarbejde med familien Hartel-Siesby har Dressurens Venner instiftet en pris til ære for dressurrytteren Lis Hartel. Som 23-årig gravid blev Lis Hartel lammet af polio. Trods lægernes skepsis kæmpede Lis Hartel sig tilbage i sadlen. Ved OL i Helsinki i 1952 vandt hun og hesten Jubilee en sølvmedalje. Dermed skrev hun sig ind i historiebøgerne som den første kvindelige olympiske medaljetager nogensinde, og det ovenikøbet med et svært handicap.
Udover vandrepræmien følger også et støttebeløb på 25.000 kroner.