Lørdag den 7. juli satte landstræner Rudolf Zeilinger navn på de fire dressurryttere, der skal repræsentere Danmark ved OL i Greenwich Park i London fra den 2. - 9. august.
Af Maria Evald
Der er dømt ren girl power til de olympiske lege om blot tre uger. Nathalie zu Sayn-Wittgenstein på Digby, Anna Kasprzak på Donnperignon og Anne van Olst på Exquis Taikoen udgør landsholdet. Lisbet Seierskilde på Jonstrupgaardens Ranuer skal ride individuelt, mens Sidsel Johansen på Schianto bliver reserve.
- Det er fire stærke ekvipager, vi sender på banen i London. Det er både erfarne og nye stjerner, og med det, de har vist, tror jeg på, at Danmark er en stærk kandidat i forsvaret af bronzemedaljen fra 2008.
Sådan sagde Rudolf Zeilinger i går eftermiddags, da han offentliggjorde navnene på det hold, der skal afsted til London og forsvare de rød-hvide farver. Landstræneren havde brugt weekendens CHIO-stævne i Aachen og CHIO-stævnet i Rotterdam i juni for at få en sidste vurdering af ekvipagerne i bruttotruppen, inden han lørdag foretog den endelige, officielle udtagelse.
Det skriver Dansk Ride Forbund i en pressemeddelelse.
En livsdrøm
En af de unge, nye OL-ekvipager er sidste års danmarksmester Lisbet Seierskilde. Lørdag klokken 15.23 ringede mobilen med "det vigtigste telefonopkald i mit liv," skriver den 26-årige rytter på sin hjemmeside.
- Nørden og jeg skal ride OL som individuel repræsentant for Danmark. Det er ikke bare et mål, det er mit livs største drøm.
Lisbet Seierskilde var med på det danske dressurlandshold ved EM i Rotterdam 2011, hvor holdet sikrede sig en plads ved OL. Ved CDIO-stævnet i Rotterdam i juni blev hun og hjemmeavlede Raneur nummer fire, hvilket var bedste danske ekvipage på holdet.
OL-chance til unge talenter
En anden af de unge OL-ryttere er 22-årige Anna Kasprzak og hendes nye hest Donnperignon. Efter kun ni måneders samarbejde har ekvipagen redet sig direkte ind på OL-holdet. Også ved det netop overståede CDIO-stævne i Aachen, beviste det nye makkerpar, at de kan gøre sig bemærket i den internationale seniordressurtop. Her scorede de en 7. plads i Grand Prix Special, og igen i dag endnu en 7. plads i küren.
OL-veteraner går efter mere metal
I 2008 var de en del af det landshold, der sikrede Danmark den historiske OL-bronzemedalje i dressur. Nu er Nathalie zu Sayn-Wittgenstein på Digby og Anne van Olst på Exquis Taikoen klar til at gå efter mere OL-metal i London.
- Det er mit 5. OL, og denne gang bliver det på Exquis Taikoen. Exquis Taikoen har endnu ikke den store erfaring på den internationale scene, men det er en fantastisk hest, som ikke har nogen svagheder, og sammen med landstræner Rudolf Zeilinger skal vi nok få lagt en god træningsplan, så han topper ved OL, så vi kan vinde en medalje igen, udtaler Anne van Olst ifølge pressemeddelelsen fra Dansk Ride Forbund. van Olst tager i øvrigt sin erfarne OL-hest, Exquis Clearwater, med som reservehest.