< Tilbage

Danmark starter 01-08-2012 - 11:39

Anne van Olst lægger ud som første OL-rytter.

Af Maria Evald

Tirsdag aften var der lodtrækning om startrækkefølgen i Grand Prix-klassen, der rides torsdag og fredag ved OL. Lodtrækningen lod meget tilbage at ønske, da Danmark trak det svære startnummer 1 i nationsrækkefølgen.

Lodtrækningen betyder, at Anne van Olst skal på banen som første rytter torsdag, hvor også Anna Kasprzak skal ride, mens Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og den individuelle deltager Lisbet Seierskilde rider dagen efter, fredag.

Det skriver Dansk Ride Forbund på deres hjemmeside.

Dyrlægetjek ok
Tirsdag klokken 17.30 dansk tid gik alle fire danske dressurheste ubesværet gennem dyrlægetjekket ved OL. Dermed er dressurlandsholdet med Nathalie zu Sayn-Wittgenstein, Anna Kasprzak og Anne van Olst samt den individuelle deltager Lisbet Seierskilde klar til at ride på banen og kæmpe for hold- og individuelle medaljer til Danmark.

Det skriver Dansk Ride Forbund i en pressemeddelelse.

Spændende konkurrencer forude
Torsdag går startskuddet for dressuren ved OL. Torsdag og fredag afvikles Grand Prix-klassen, der er første del af holdkonkurrencen og første individuelle kvalifikation. Tirsdag i næste uge afvikles den olympiske Grand Prix Special, hvorefter holdmedaljerne afgøres, samt hvilke ekvipager, der går videre til den individuelle OL-finale, der rides i kür torsdag den 9. august. Se hele programmet, regler og meget mere på Dansk Ride Forbunds OL-site her.

Starttider:

2. august: Anne van Olst/Exquis Clearwater rider torsdag klokken 12.00 (dansk tid).

2. august: Anna Kasprzak/Donnperignon rider torsdag klokken 14.34.

3. august: Fredag rider Nathalie zu Sayn-Wittgenstein/Digby klokken 13.33. 

3. august: Som individuelt startende rider Lisbet Seierskilde/Jonstrupgårds Raneur fredag klokken 16.02.

2. del af holdskonkurrencen (Grand Prix Special) rides tirsdag den 8. august. Küren - finalen - rides torsdag den 9. august. Starttiderne for disse to sidste konkurrencedage er ikke offentliggjorte endnu.

Nyttige links:

OL i London:

www.london2012.com

Danmarks Idræts-Forbunds og Team Danmarks OL-site:

http://www.ol.dk/

TV-tider:

http://www.rideforbund.dk/Information/TV/Ridesport%20paa%20TV.aspx

Rytterprofiler:

http://www.rideforbund.dk/OL%20i%20London/Rytterprofiler.aspx

Reglerne:

Grand Prix 
Alle ekvipager (både landshold og individuelle) deltager i Grand Prix-klassen, som er første del af holdkonkurrencen og første individuelle kvalifikation. Skulle en landsholdsekvipage ikke være i stand til at starte klassen, er det muligt ind til to timer før klassen starter, at indsætte den fjerde (individuelle) kvalificerede ekvipage på holdet. Har et land ikke en kvalificeret individuel ekvipage, kan en evt. reserveekvipage indsættes på holdet i stedet. Med som reserverytter har Danmark Sidsel Johansen på hesten Schianto.

Grand Prix Special 
Ni nationer er til start. De syv bedste hold (inkl. ligeplacerede til 7. pladsen) og de 11 højest placerede individuelle ekvipager (inkl. ligeplacerede til 11. pladsen) i Grand Prix’en går videre til Grand Prix Special, som er anden og sidste del af holdkonkurrencen og anden individuelle kvalifikation. De bedste 18 ryttere får derefter adgang til küren, som alene afgør det individuelle mesterskab.

Skulle en landsholdsekvipage ikke være i stand til at starte klassen, er det ikke muligt at indsætte en ny ekvipage på holdet.

Holdkonkurrencen afgøres med det samlede resultat fra Grand Prix og Grand Prix Special, som tæller lige meget.

Grand Prix kür
Maksimalt tre ekvipager (de bedste) fra samme land kan deltage i finalen. Finaleplaceringerne afgøres udelukkende ud fra resultaterne i klassen. 

Kilde: Dansk Ride Forbund. 


 

 

 

 

< Tilbage