< Tilbage

Graviditet ingen hindring, super danske præstationer og afsked med en stjerne11-04-2022 - 11:54

Jytte Lemkow kommenterer World Cup-finalen i Leipzig.

Tekst: Jytte Lemkow

Fotos: FEI/Richard Juilliart

 

Tysk mester i 2021, dobbelt OL-guldvinder i 2021, dobbelt guldvinder til europamesterskabet i 2021 og nu vinder af FEI’s World Cup-finale i Leipzig. 

 

Det er selvfølgelig tyske Jessica von Bredow-Werndl med den 15-årige trakenerhoppen TSF Dalera BB, der er tale om. For at vinde alle ”big five” inden for ca. et år mangler der kun verdensmesterskabstitlerne til august i Herning. Og dem kommer Jessica ikke til at tegne sig for. Hun er gravid i femte måned, og World Cup-stævnet var hendes sidste store internationale start, inden hun går på barsel. Hun vil blive savnet af publikum til VM, som med stor sikkerhed gerne ville have set verdensranglisten nr. 1. Men dette suveræne pars fravær åbner mulighed for andre ryttere øverst på podiet – og helt skønt ville det være, hvis det blev en dansker. 

 

Jessica von Bredow-Werndl vandt ret overlegent både den indledende korte Grand Prix (84,793%), som kun var kvalificerende til startrækkefølgen i Küren, og selve World Cuppen, Grand Prix Kür, med hele 90,836%.

 

Man kunne i begge klasser igen glæde sig over den harmoni, der er mellem hest og rytter, og den store lethed ved øvelserne, som dette par er eksponent for: klassisk, med vægtforlægning på de antrukne bagben og en flot rejsning fortil med næseryggen i eller let foran det lodrette plan. Og imponerende er den ganske lette tøjleforbindelse til rytterens rolige hånd, og hendes i det hele taget meget diskrete hjælpere. Piaffe og passage ser ud, som om det er det letteste i verden. Det er virkelig dressur, som dressur bør være. Men set på skærmen (desværre kun) manglede der lige den sidste energi i de øgede gangarter i Grand Prix, forståeligt nok i hendes situation. I Küren derimod blev der satset optimalt, gravid eller ej, fuld energi i både fri trav og galop, og Dalera satte nærmest ikke en hov forkert i hele det svære program. Men intet er fuldkomment, selv ikke for Dalera og Jessica von Bredow-Werndl. Den nu 15-årige hoppe har en svag skridt og den samlede skridt nærmer sig faretruende totakten. Det afspejler sig nu ikke nævneværdigt i de syv dommernes karakterer, som spændte fra fem- til ottetaller i begge klasser! Medgives skal det, at flere dommere sidder sådan placeret, at de ikke kan se skridten optimalt. Ja, med syv dommere kan majoriteten af dommerne ofte ikke se en øvelse eller en gangart optimalt! 

 

At der blandt de følgende placeringer var danske rytter på anden, fjerde og femtepladsen, var helt vildt. 

 

Cathrine Dufour, som ”gemmer” Bohemian til andre store opgaver i sæsonen, havde taget den kun tiårige engelskejede hingst Vamos Amigos med til Leipzig, som hun i Lyon og Neumünster havde kvalificeret til finalen. Og hold nu op, et talent Cathrine Dufour der sidder på. Både passagen og piaffen er – set i profil – imponerende. Set forfra balancerer Vamos Amigo fortil i piafferne – en svaghed som forhåbentlig kan bedres, når hingsten bliver lidt stærkere. Men der er flot udtryk, kæmpe aktion og stor lethed. 

 

Og selv om Vamos Amigos er helt grøn internationalt, vovede Cathrine Dufour at ride en rigtig svær Kür til Bohemians musik, og var det ikke også Bohemians Kür? Med alt hvad den indebærer af drejninger i piaffe, traversader i passage, 1,5 piruetter i galop, changementer for hvert andet galopspring på buet spor, og endda den ekstremt svære kombination: changementer for hvert andet galopspring som går direkte over i changementer for hvert galopspring. Og at musikken blev fulgt på sekundet, må ikke forglemmes. Og så er hesten bare ti år! Men den har en ekstrem talentfuld rytter på ryggen, og to lige så ekstremt dygtige trænere på jorden i Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Kyra Kyrklund. 

 

I Grand Prix’en var der lidt spænding i nogle øvelser, men ingen egentlige øveselsfejl (80,019%). I den afgørende Kür, som forhåbentlig mange så streamet, var der lidt mere ro på, men det kneb stadig at holde hesten fremme fortil. Dette imponerende ridt, hestens alder taget i betragtning, blev belønnet med hele 86,164% og en andenplads. Samme imponerende placering som i Grand Prix, men tænk allerede i sin første sæson internationalt at opnå så flotte point.

 

Da Carina Cassøe Krüth ikke er så heldig som Cathrine Dufour og Nanna Skodborg Merrald at have to heste på topnivau, måtte Heiline’s Danciera holde for. Og det gjorde den på sin elegante og besnærende måde at bevæge sig på. Det blev til en femteplads i Grand Prix (75,752%) og en flot fjerdeplads i Küren med hele 84,914% trods en ærgerlig fejl i den svære kombination – toerchangemener, etterchangemeneter og toerchangementer igen. Og så har ”Danse” en af klassens smukkeste frie traver og meget flotte traversader. 

 

Det er også altid en fornøjelse at se Nanna Skodborg Merrald ride uanset på hvilken hest. I Leipzig var det nu 17-årige Atterupgaards Orthilia med den smukke frie trav, den flotte passage og de fine piaffer, som sammen med de to andre danske ryttere, Cathrine Dufour og Carina Cassøe Krüth gjorde Danmark stor ære. Den sensible hoppe er meget øvelsesstærk, men den for skummende og ofte lidt åbne mund koster desværre på karakterkontoen. I Grand Prix blev de med 75,752% nr. fire, medens de med 81,239 % i Küren besatte femtepladsen. 

 

At alle tre danske ryttere havde tårnhøj sværhedsgrad i deres Kürprogram, er næsten overflødigt at skrive. 

 

Selvom Patrik Kittel er svensk, red han alligevel den danske hingst Blue Hors Zepter, som nu er blevet 14 år. Og det er imponerende, hvorledes Patrik Kittel kan føle sig ind på en hest og få den til at føle sig tilpas og yde sit bedste. Med 76,725% besatte de en syvendeplads i finalen. 

 

I alt startede 17 ekvipager fra 11 forskellige lande. Men i dette VM-år holder mange tilbage med at sende deres topekvipager, så det var egentlig kun de her nævnte præstationer, der for alvor er en omtale værd. 

 

Kun én rytter brød den danske placeringsrække ved i begge klasser at blive nr. tre, og det var ingen ringere end verdens meste vindende rytter, Isabell Werth fra Tyskland. Hun havde valgt FEI’s World Cup-finale som den begivenhed, hvor hun ville afslutte en af de superhestes karriere, som hun har høstet utallige sejre og placeringer på, nemlig Weihegold OLD, som er blevet 17 år, og som nu skal nyde sit otium og forhåbentlig som mor.

 

Isabell Werth havde måske drømt om, at denne hendes 28. World Cup-finale skulle krones med en sejr. Men ungdommen både på heste- og ryttersiden har trængt sig på. Weihegold har aldrig været, og er det stadig ikke, en blændende gangartshest. Til gengæld har den sat nogle normer for passage, piaffe og overgangene herimellem, centrerede galoppirouetter, super piaffe-pirouetter og mange flere øvelser. Det blev en smuk, festlig, vemodig og tårepersende begivenhed, som helt og holdent var dette par værdigt. 

< Tilbage