Tekst og fotos: Jytte Lemkow

Da man ved verdensmesterskabsstævnet i Aachen sen eftermiddag søndag den 23. august 2026 hørte “Muss ich denn, Muss ich denn”, og de ca. 40.000 tilskuere stod og viftede farvel med et hvidt lommetørklæde, som der har været tradition for siden tidernes morgen, var det et farvel til 14 dages verdensmesterskaber i henholdsvis dressur, military, springning, firspandskørsel, voltigering og paradressur med i alt 814 deltagere fra ca. 70 nationer. Det er altid stemningsfuldt, det er også altid vemodigt, for hvordan ser verden ud om fire år?

Det er aldrig nemt at sige farvel. Men da jeg i 1956 med mine forældre for første gang besøgte det store ridestævne i Aachen i anledning af EM i springning, åbnede der sig en helt ny verden. Jeg så for første gang springning på højeste niveau, (Hans Günter Winkler og Fritz Tidemand var de førende tyske springryttere), men jeg så især også svær dressur, som jeg aldrig havde set før, og tabte for altid helt mit hjerte til den disciplin (Liselotte Linsenhoff med Adular var vinderen af Grosse Preis von Aachen det år).

Dengang var verdenen en anden, og rideverdenen lige så. Jeg vendte tilbage til Aachen i slutningen af 1950’erne. Der var ikke noget, der hed akkreditering. Jeg hang bare sammen med de danske dressurryttere, som var Grete Knud Larsen, Annette Tegldal og Tove Jorck-Jorckston, og da jeg i 1963 boede i Frankrig, var det et par af de franske dressurryttere, som jeg kendte, der skulle starte i Aachen, og så tog jeg med dem. 

Først da jeg i 1973 begyndte at skrive om dressur i Hippologisk Tidsskrift, som senere blev overtaget af Jørgen Bak Rasmussen, som stadig ejer det, og omdøbt til RIDEHESTEN, begyndte min årlige tilstedeværelse i Aachen at blive mere seriøs. Det krævede akkreditering, som blev udvidet til fotograf, efter at jeg ved OL i 1984 også var begyndt at fotografere til bladet.

Men tilbage til midten og slutningen af 1960'erne. Dengang foregik dressuren stadig på en grusbane, som var placeret vinkelret helt tæt på den store hovedtribune, og den sidste opvarmning fandt sted i alles påsyn helt tæt på publikum, som sad på nogle træbænke langs langsiderne af dressurbanen, kun på kortsiden modsat de dengang kun tre dommere var der en primitiv trætribune, som var overdækket. 

En hel del år senere blev det store dressurstadion bygget med masser af siddepladser og super mulighed for at se dressurrytterne helt tæt på. 

Et af højdepunkterne i tilbageblikket var, da Anne Grethe Törnblad, dengang Jensen, i 1983 vandt Grosse Dressur Preis von Aachen med Marzog som den første dansker nogensinde, en titel, de genvandt i 1985. Siden har der ikke stået nogen dansker øverst på sejrsskamlen i Grosse Dressur Preis von Aachen førend Cathrine Laudrup-Dufour i 2022 ikke blot vandt de tre 5*klasser: Grosse Preis (Kür) og den indledende Grand Prix og Grand Prix Special, med den engelskejede Vamos Amigos, men også vandt den 4* Grand Prix og 4* Grand Prix Kür på Bohemian. Altså samtlige fem dressurklasser i Aachen på to forskellige heste. Det har ingen gjort før eller siden. 

Der er lavet nogle søjler ved den store ridebane i Aachen, en for hver disciplin, hvor vinderen af Grosse Preis bliver indgraveret. 

Kaster man et blik på den søjle, som viser dressurrytterne, så ser man fx den første udlænding og tilmed en kvinde Joan Gold fra England på den store fuldblod Gay Gordon (den husker jeg tydeligt). Hun vandt i 1958. Så var der Christine Stückelberger fra Schweiz med navnkundige Granat, som vandt fire gange (1974-78). Hun introducerede med den ret grove holstener Granat den klassiske korrekte passage, men især piaffe, næsten til fuldkommenhed. Hendes østrigske træner, Georg Wahl, havde været berider på den Spanske Rideskole i Wien.

Dressursportens rene amatør og gentleman Josef Neckermann fra Tyskland vandt i tidsrummet 1961-1971 hele otte gange med tre forskellige heste. Reiner Klimke fra Tyskland, som ved siden af at være en af verdens bedste dressurryttere (han vandt VM i 1974 i Danmark på Christiansborg Ridebane), drev en advokatvirksomhed, ja man kunne blive ved. De var rene amatører dengang.

Men når man nærmer sig vores tidsalder, kan man ikke undgå at se navnet Isabell Werth fra værtslandet Tyskland. Hun vandt for første gang Grosse Dressur Preis von Aachen i 1991 og gentog det syv gange i træk med den store og ret uelegante Gigolo. Så har hun siden også i 2017 vundet med Weihegold, 2018 med Emilio, 2019 med Bella Rose og 2021 med Quantaz. Det er simpelthen fantastisk og ikke noget under, at hun er en meget populær dressurrytter i Tyskland. Hun startede også ved dette verdensmesterskab, selv om hun kunne være mor til sine nærmeste konkurrenter. 

Hun red den delvist danskejede og danskopdrættede Wendy de Fontaine og har helt sikkert drømt om at blive individuel verdensmester på den. Hun måtte imidlertid “nøjes” med en guldmedalje med holdet, som foruden hende bestod af Katharina Hemmer og Denoix PCH 79,224%, Isabell Werth med 79,760%, Frederic Wandres og Bluetooth OLD 75,963% og Raphael Netz, hvis resultat på 73,338% ikke talte med. 

I Grand Prix Special kom Isabell Werth og Wendy de Fontaine lige netop uden for medaljerækken som nr. fire med 79,544%, hvorimod det jo lykkedes dem at vinde bronze i Grand Prix Kür, mesterskabernes fornemste klasse, med 88,650%. Det var i denne klasse, man som tilskuer så det smukkeste dressur, der hidtil er set på en dressurbane, nemlig da Charlotte Fry fra Storbritannien med hingsten Glamourdale lige netop vandt guld med 91,907% med et vidunderligt fejlfrit ridt med hingstens fantastiske grundgangarter som dens styrke, medens danske Cathrine Laudrup-Dufour på den 17-årige hoppe Mount St John Freestyle med mindst mulig margin efter et lige så vidunderligt og fejlfrit ridt vandt sølv, som blev vurderet til 91,236%. Det var “lige ved og næsten”, men Charlotte Fry havde en klar dommermajoritet trods det meget, meget tætte slutresultat. Tænk at få lov til at opleve to så fantastiske ridt. 

Jeg havde truffet beslutningen inden, men den blev yderligere bekræftet under verdensmesterskaberne i Aachen. Denne begivenhed, præcis 70 år efter at jeg var i Aachen for første gang, skulle også blive min sidste. Jeg har elsket det stævne i Aachen, jeg har fulgt dressurens udvikling på tætteste hold, og jeg har truffet mennesker, som både menneskeligt og fagligt har haft stor betydning for mig, og de er alle væk nu. 

Der er et ordsprog, der siger: “Man skal holde op, mens legen er god” og det er det, jeg prøver at efterleve. 

Der bliver ikke noget “Auf Wiedersehen, Aachen”, men “macht so weiter wie du es immer getan hast!”