Forside
Artikler
Rid Bedre TV
Bliv sponsor
Bliv medlem
Modtag støtte
Mindeprisen
Om foreningen
Kontakt
Forside
Artikler
Arkiv 2025
Arkiv 2024
Arkiv 2023
Arkiv 2022
Arkiv 2021
Arkiv 2020
Arkiv 2019
Arkiv 2018
Arkiv 2017
Arkiv 2016
Arkiv 2015
Arkiv 2014
Arkiv 2013
Arkiv 2012
Arkiv 2011
Arkiv 2010
Arkiv 2009
Arkiv 2008
Arkiv 2007
Rid Bedre TV
Bliv sponsor
Bliv medlem
Modtag støtte
Mindeprisen
Om foreningen
Kontakt
< Tilbage
EM i dressur: Belgisk rytter er Europas bedste
07-09-2025 - 17:48
Af Jytte Lemkow
Klik her for at se alle billederne!
”A star is born!”
At vinde både Grand Prix Special og Grand Prix Kür i Aachen i år, og dermed forvise verdens mest vindende dressurrytter nogensinde og hjemmeidolet over alle hjemmeidoler, tyske Isabell Werth, til andenpladsen, det kræver sin mand! Men det kræver også sin hest!
Og denne mand er belgieren, den kun 38 årige Justin Verboomen, på den helt bedårende kun niårige sorte hannoveranerhingst Zonik Plus efter Zonik x Heideblume N.O.P. e Hohenstein, som er opdrættet i Portugal, hvor Justin Verboomen fandt den og købte den som toårig og altså selv er ejer af den. Han har selv redet den helt op til det superniveau, den har i dag. Hvornår har man internationalt tidligere lagt mærke til en dressurrytter af den kvalitet, som nærmest kommer ud af ingenting og pludselig behersker dressurtronen? Ikke siden Edward Gal og navnkundige Totilas, som for øvrigt havde stor lighed med Justin Verboomen og Zonik Plus, er det igen en mand og en hingst, der viser konkurrenterne baghovene. Apropos, Zonik Plus går uden sko!
Med tanke på Aachen var det altså ikke noget helt ubeskrevet blad, der deltog ved EM for nylig i Crozet i Frankrig. Og ét er at se dette helt nye par i international dressur på skærmen, noget andet var at se dem live. Selvom der i holdkonkurrencen, som strakte sig over to dage, var mange interessante heste, og Zonik Plus lavede nogle småfejl, så gjorde den sig straks meget positivt bemærket i Grand Prix med sin charmerende og ubesværede måde at arbejde på, også når det galt de sværeste øvelser som pirouetter, piaffe og passage. Hvor svært kan det være? Hingst og rytter var og er en symbiose, en rigtig feel good-kombination. De blev tredjebedst af de i alt 59 startende med 79,084%, men der var jo ingen individuel dotering. Især takket være Zonik Plus blev Belgien for første gang så flot placeret som en fjerdeplads. Det var i denne klasse, at Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St. John Freestyle lagde sig i spidsen med 80,823%.
Men det blev også sidste gang under Europamesterskaberne, at Justin og Zonik Plus lod andre komme foran. I Grand Prix Special vandt de med 82,371% og et næsten enigt dommerpanel. Som bekendt, slog de lige netop Cathrine og Freestyle med 0,143% i Küren med et supersvært program, som indeholdt alt det svære og snørklede, de bedste ryttere i dag kan finde på. Rigtig ærgerligt set med danske øjne, for hvem af de syv dommere kan stå inde for, at de ikke kunne have givet Cathrine en enkelt karakter mere i forhold til det afgivne? Især på øvelser de ikke ser optimalt. Men sådan er vilkårene desværre i en subjektiv bedømt sportsgren. Hos Justin Verboomen indløb der to fejl, i en sidetraversade i passage. Men ret beset er der lidt mere energi i Zonik Plus’ bagben end i Freestyles, og dens frie skridt er bedre. Det er små marginaler vi taler om, og begge heste er suveræne og en berigelse for dressursporten.
I Grand Prix, som stadig ikke havde nogen individuel dotering, var det tyske Isabell Werth, der med 79,224% lige netop kilede sig ind imellem de to. I Grand Prix Special (79,027%) og i Küren (88,046%) blev hun forvist til en tredjeplads og vandt dermed foruden sin guldmedalje i holdkonkurrencen to individuelle bronzemedaljer. At Isabell Werth, som i Crozet fremstod i en slankere udgave end hidtil set, er en blændende rytter, derom er der ingen tvivl. Men den 11-årige DWB hoppe Wendy de Fontaine har en speciel måde at bevæge sig på, som er svær at definere, men det er som om, forbenene trækker mere end de opfanger bevægelsen bagfra, og så er den lidt åben fortil. Men selvfølgelig er den øvelsesstærk, ellers blev den ikke placeret, hvor den blev.
Ved VM i Herning i 2022 var den sorte nu 14-årige KWPN-hingst Glamourdale, som starter for England og rides af britiske Charlotte Fry, og som delvis ejes af Charlotte Fry selv, men også af hollandske Van Olst Horses, på alles læber. Den vandt både Grand Prix, Grand Prix Special og Kür, og man tænkte, at den var uslåelig i al evighed. Men ved dette EM havde den bl.a. problemer i nogle piaffer og dertil hørende overgange, og i Küren var der problemer, når den skulle passere højtalerne, hvor der indløb fejl. Dens musik var for høj, men rytterne bestemmer selv med en lydprøve på banen, hvor høj musikken skal være. Så Glamourdale var ikke i placeringerne i nogle af klasserne.
Men England var bestemt ikke ude af billedet. De besatte andenpladsen i holdkonkurrencen (foran Danmark) med bl.a. veteranen Carl Hester, som ”still is going strong” og i Küren leverede de en kæmpe overraskelse, idet den 45-årige Becky Moody på den hollandskfødte Jagerbomb e. Dante Valentino med et klassiskt smukt program med changementerne som absolutte højdepunkt, besatte den utaknemmelige fjerdeplads med et så flot et resultat som 86,982%.
Apropos veteraner, så blev EM også et gensyn med bl.a. svenske Tinne Vilhelmson Silven, Patrik Kittel, Beatriz Ferrer-Salat fra Spanien, danskfødte Fie Skarsø som bor i og rider for Luxembourg, ja man kunne blive ved. Så det var en behagelig blanding af gode gamle kendinge og mange helt nye ansigter og dejlige heste - vidunderlige heste.
Turen til Crozet i Frankrig var en rejse værd og Danmark skrev sig igen ind i historiebøgerne som en nation, man ikke kan komme uden om, når det er dressur, det gælder.
PS. Når man efterrationaliserer, dukker der ting op, som ikke er kommet med i tide, og som jeg gerne vil undskylde for. Og det gælder Cathrine Laudrup-Dufours meget, meget knebne andenplads i Europamesterskabets fornemste klasse, Grand Prix Kür til musik med sølle 0,143% mellem hende og vinderen Justin Verboomen på Zonik Plus fra Belgien.
Det viser sig ved nærlæsning af resultatlisterne, at ud af de 7 dommere havde de 5 Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St. John Freestyle som vinder, altså en klar majoritet for en sejr til Cathrine. Det er næsten ubærligt. Det er selvfølgelig resultatmæssigt en sølle trøst, men også økonomisk, nemlig 4.000€! Men lad det være en moralsk trøst af de helt store og en inspiration til fortsat at starte den 16-årige vidunderlige hoppe Mount St. John Freestyle.
Bemærkelsesværdigt er det i negativ retning, at én dommer, engelske Peter Storr, har en forskel på de to til Justin Verboomen og Zonik Plus’ fordel med hele 3,625%, langt mere end nogle af hans seks meddommere. Måske skulle man indføre eller genindføre, at højeste og laveste bedømmelse blev trukket fra, når der er 7 dommere i panelet?
< Tilbage